The thing

Alibi 

the postman brought me alibi

paperclipped, sealed and all

framed I guess

it might do on a wall

Excuses

the postman brought me mine

though I hadn´t finished lying

and was still doing fine

Monkey daughters, monkey-monkey sons

it´s time to jump, time to be stunned

the postman’s coming

what does he bring?

you never know you need it

until you see

The thing

 

Over kridtstregen… venskaber og bekendtskaber II

 Jeg har tidligere på bloggen, temmeligt indgående, diskuteret forskellen på venskaber og bekendtskaber. Jeg vil ikke gentage mig selv. Du kan læse op her.

De færreste venskaber falder ned som tofarvet flagdug fra den klare himmel over krigsmarken, men udvikler sig støt i ro og mag. Men, med mindre man bevæger sig gennem livet i en konstant tilstand af stringent omverdensanalyse, er det nok sjældent man præcist lægger mærke til hvornår man flytter en relation over kridtstregen og gør et bekendtskab til et venskab, som regel lægger man først mærke til det bagefter…

 Det er, imidlertid, klart noget man får til at ske, og ikke noget der sker af sig selv - bekendte mødes ikke bare for at mødes og nyde hinandens selskab [selv om det, naturligvis overhovedet ikke udelukker de gør dét også] - bekendte råber i forbifarten efter hinanden “vi må ses..” i betydningen, når en passende anledning stikker næsen frem. Venskabet insisterer på at mødes, vil mødes og skaber sin egne anledninger til at gøre det, og som hovedregl uden at gøre noget videre ud af det. Når først vi har passeret kridtstregen er anledninger unødvendige, vi mødes med indlysende selvfølgelighed.

Jeg har tænkt lidt nærmere over dén bevægelse henimod kridtstregen og hen over den.  Det sker ikke altid, selv om man pragmatisk betragtet, står så tæt på stregen, at man har kridtstøv på skosnuderne - Det kan der være mange, og mange gode grunde til, at man vælge ikke at lade et bekendtdskab, der egentlig “har det i sig” udvikle sig til venskab.

At vælge til ven, kan naturligvis foregå på mange niveauer, der findes lige så mange former for venskaber som der findes mennesker til at forestille sig dem - ikke alle venskaber er en emotionelt og fysisk gensidigt forpligtende omsorgskontrakt (ret og pligt til assistance ved såvel emotionel krise, økonomisk trængsel, samt ikke at forglemme fysiske FLYTNINGER!) - men noget er fælles, noget betydningsfyldt:

Når vi søger hinanden for at udveksle vores tanker, meninger, følelser eller bekymringer, ikke kun når vi benytter os af en given opstået lejlighed til at gøre det. Når udvekslingen sker i gensidig tryg forvisning om, at hele os er velkomne; både vores glæder, vores begejstringer, vores vrede og vores tristesse - uden at det nødvendigvis betyder vi benytter os af det - men at vi ved, at vi kan gøre det, når vi føler os selv intuitivt forstået, men ikke nødvendigvis altid billiget, når vi genkender, men santidig forundres glædeligt, fordi den anden er anderledes, men ikke så meget at vi skal anstrenge os for at forstå - så er vi gået over kridtstregen..

Det er nemt, i nyfalden begejstring over et menneske, at erklære det ven - Det er det selvfølgelig ikke, det er bare begejstring og meget lig det at være forelsket, det går over - og bør, i min optik, give lige så lidt anledning til at sige “vi er venner”, som til at sige “jeg elsker dig” fordi man er forelsket - de to tilstande har, som bekendt(!) uendeligt lidt med hinanden at gøre.

Over kridtstregen går man aldrig alene.

 

5:53

Jeg har byttet skrivebord med ældste.  Hans var mindre og kunne klemmes ind i en drejet vinkel og forbedre udsigten. Jeg stirrer nu ud af vinduet i stedet for ind i opslagstavlen. Dén er alligevel ret kedelig, Der hænger en gammel kladde til en email, der aldrig blev sendt, et billede af en sort svane, en kalender; den bliver ikke anvendt til noget, men jeg er gammel og synes stadig en opslagstavle skal have een hængende for at være en opslagstavle. Et par telefonnumre jeg ikke kan huske hvem tilhører, en emailadresse, jeg godt kan huske hvem tilhører,men som jeg sikkert ikke skriver til alligevel, et A4 ark med en håndskift der tilhører et menneske jeg holder af og derfor får lov til at blive hængende, selv om jeg ikke længere interesserer mig for det der står på papiret. En gul stick-it note med et forfatternavn jeg godt kan smide ud, fordi bogen er læst.

 [Done!]

 

Rablende dvælen [Ikke rigtig nogen anmeldelse af Guldet på havets bund II]

 

Læste Guldet på havets bund (det uperfekte menneske 2)  færdig på vej hjem fra Nordsjælland.

Rablende dvælen. Der var dén! Skal ikke udlægges, enten er du med eller ikke, og i tilfældet af sidste, er det ikke noget du skal bekymre dig om.

 

Er alt hvad jeg lever, da et materiale jeg må bruge?

Dette er mit liv, jeg er i gang med at leve det.

 Jeg skriver om det, mens jeg lever det.

                                        (Guldet på havets bund, s.415)

Jeg ved ikke hvorfor, men det eneste jeg kunne komme i tanke om, mens jeg læste disse bogens sidste ord var, at et passende litterært benspænd kunne være at forbyde ham at genbruge sit materiale - og dermed tvinge ham til at skrive om noget andet end sig selv. Eller endnu bedre, at tvinge ham til at skrive om sig selv - men forbyde ham at udlægge..

Jeg brød mig i særdeleshed ikke om kapitlet om samarbejdet med Mader, dén form for ærlighed har intet med hudløshed at gøre og har i min bog ingen som helst kunsterisk berettigelse.. Hvilket uden tvivl kan udlægges som en eklatant manglende fornemmelse for det nogen betragter som hans yppige geni - på samme måde som jeg er totalt døvstum overfor franske vine, om end noget af en retoriker i forhold til engelsk  og dansk cider-bryg. 

I eet eneste punkt nåede ham mig dog rentonet - Een af hans overskrifter [og dens indhold] genkendte jeg øjblikkelig, fordi jeg selv anvendte den sidste år i en novelle - heldigvis skrevet før hans guld udkom. Det havde jeg ikke ventet; Leth og jeg enig om noget som helst og så så præcist enige. Forbløffende, men betryggende nok sikkert aldeles forbigående.

 Han fik mig næsten til at skrive en haiko, men jeg endte hele tiden på otte stavelser og droppede det, men jeg er færdig med bogen, så jeg har vel fået rimeligt meget ud af ham; Især fordi jeg stadig synes han er irriterende.

Dixi!

 

Jørgen Leth [ikke rigtigt nogen anmeldelse af Guldet på havets bund]

Jeg lytter til Coldplay - ikke det nye album, som jeg elles har tærsket igennem siden den udkom. Jeg er på Parachutes - helt præcist er det Don’t Panic  der er  på repeat. Jeg kan snildt tage 30 gennemspilninger, mens jeg sidder og stirrer ud  i  trækronerne gennem mit vindue og prøver at få nogle ordkonstruktioner til at makke ret. 5 - 7 - 5. Jeg elsker det nummer - jeg får vidunderlige landskaber i kroppen!

 

I den senere tid har jeg i det store og hele mistet lysten til prosa-blogging; der flyder kun haiko’ er og sangtekster i hovedet på mig - og fra i går af, også en irriterende sommerforkølelse med hele porteføljen; hovedpine, feber, snot. Jeg kan passende bruge dén som undskyldning for at være kørt fast i Jørgen Leths “Det uperfekte menneske 2 - Guldet på havets bund” -  jeg har ellers gjort en seriøs indsats for ikke at lade mig bide over af mine fordomme hvad angår dén mand; har endda lært at sætte pris på (især) hans (erotiske) digte - men hans prosa imponererer mig fortsat ikke:

“Jeg ønsker ikke, at dette kapitel skal ligne en trofæliste, for jeg betragter ikke mine elskerinder og kærester og koner og veninder som trofæer, men mere som vigtige partnere i et liv der hele tiden har været i bevægelse” (Guldet på havets bund side. 29)

Men det er det jo, selvfølgelig er det det. Jeg kom til at bruge betegnelsen “namedropping” om førstedelen, som jeg droppede at læse færdig (kunne ikke engang holde mig vågen til historien om kokkens datter); Det er det samme her, nogle gange i så udtalt grad, at man skulle tro Leths hele eksistens afhang af at få alle de forbandede navne  med han har strejfet i sit liv, i bogen - mere end følelsen af dem der vitterlig betød noget. Når den elskede har nyt navn på hver halve side - begynder overbærenheden overfor superlativerne at brede sig.  Af en mand der værdsætter en kvinde der kan fastholde et blik har han forbløffende svært ved at blive hængende længe nok og , i forhold til sin læser, lade øjeblikket tage den tid det tager.

 

Jeg er et personligt menneske, det nager mig ikke i mindste smule, jeg muligvis ikke har sans for det Leth´ske prosaguld. Jørgen Leth i prosaform er mig en ulidelig læseoplevelse, and that’s what counts! Til gengæld kan jeg godt LIDE fornemmelsen af Jørgen Leth som en ulidelig læseoplevelse - Så jeg bliver muligvis nok blive færdig med denne her.

Det må være anmeldelse nok!

 

 

Lost loners

Don´t be gentle

lies spoil the hardy loner

I could have loved you

and might have liked it, had I known..

you stand there, perfect

empty, lost

you could have been mine

and might have liked it, had you known..

nakened hands and souls in rain

cry out for the ocean

we could have been us

and might have liked it, had we known..

 

Song for Friend

[On the last day, I will sing for you]

Friend

I see you

there

at the end of the years we missed and missed

again

denying, burning, turning the coat

neither love nor friendship captain on the boat

Friend

who cares

we were sailing, the sea was blue

it was enough, it was all, it was me and you

on the last day

I will  sing for you, Friend

 

[I whish I knew how to play the piano]

Cracked,cracked mirrors off the wall

look in the corners, see it all

I hate the sound of you dying

again

but friend will turn fool and fool will turn friend

again

mightmares seems cool, when life is worn

 pixles and cheap paint faking a dawn

If only I knew how to play the piano..

 

Rainbow girl

Rainbow girl, you look lovely

Let’s talk for a while

I have nothing to say

But say it so well

I’ll carry your shrugs

Be  your  dizzy  summer ghost

I might even hang around in September

When you  need me the most

You look lovely, girl

I rather like the awkward way

Your colours slide down my shoulders

I guess you would be happy, if I said I would stay

but a breeze turned to hunger

has always been my call to farewell

When love is dead, longing remains

Rainbow girl,

You long so lovely

You have longings made of gold

But still I’m a man who feels himself only

 when being alone

 

Thoughts on a Bob-fish

 

Thoughts on a Bob-fish
songs for a sweater
coffee in an other cup between here and there
let´s kill the waves, Friend
let´s be old time heroes:
swords with nothing between us but a girl
You´ll do your king-thing
while I´ll save Bob-fish from his tower
A great day to live
for loners born to kill and  fly