..Jeg ville faktisk have brugt sætningen “tålmodighed er en dyd” på det her indlæg - men i vore dage? Hvem pokker ved så hvad er en dyd er, overhovedet? I middelalderen var riddernes høviskhed en dyd og kvinders dydighed er stadig en dyrket dyd i visse kredse, omend uddødende - så hvordan ligger det med det? Er der ovehovedet menneskelige egenskaber der kan betragtes som så blændende ønskværdige, at de nærmer sig dyder: Optimale psykologiske tilstande, bortset fra, naturligvis italesat omstillingsparathed og andet erhvervsgejl..?
Nåh, men bortset fra det, var denne grå morgendags pointe s´mænd blot at tålmodighed VAR en dyd i går; min novellefigur med primmadonanykker og jeg indgik, meget sent i går aftes, forlig; han fik lov at rase på en halv side,hvilket han gjorde intenst, farvestrålende og med grusom intensitet, hvorefter han smuk udfoldende essensen af tilgivelsens dyd og skovlede sin kvinde ind - og jeg kunne endelig gå i seng.
