Engang var jeg meget glad for Maria Hellebergs romaner. Det stoppede brat, mens jeg læste Kærlighedsbarn - jeg lagde den fra mig, uden at blive færdig og har ikke givet hendes romaner nogen opmærksomhed siden. Eet eller andet sted vil man gerne læse forfattere der bvæger sig, ikke bare sidde og klistre ord sammen med skolelim, fordi de er ferme, fikse på fingrene og har et stort ordforråd. Bevares, Fru Helleberg gør det hun er bedst til, jeg ville bare gerne se en bog fra hende hvor hun ikke bruger flere hundreder side på at stable endnu en historisk soveværelseskulisse på benene - selv om hun gør det virkeligt godt, bliver det trættende i længden. Den eneste bog af hende hvor den erotiske dvælen gjorde andet og mere end at fylde siderne ud med beskrivelsespornografi er “Valeria” - her gik hun i det mindste hele vejen og lidt til, på en måde hvor både lidenskaben, liderligheden og lidelsen gik op i en højere meningsfuld enhed og på en måde, så selv en forhærdet snerpe som jeg kunne se, fatte og fuldtud billige den sygelige tiltrækning, meningsløse galskab og tvingende nødvendighed der kan ligge i at gi´ sig hen til en depraveret despot som Sulla.
Hårde ord? Tjah, men under alle omstændigheder fra een der er pænt i nærheden af at have alle hendes bøger stående i reolen.
