Venskab III

Har netop afsluttet læsningen af Helge Svare “Venskab” . Jeg havde store forventninger til bogen, dels fordi den er skrevet af en filosof og idehistoriker, dels fordi den er af nyere dato (fra 2004) og dels fordi jeg mente en nordmand muligvis havde noget særligt skandinaviskrelevant at sige om dette, mit foretrukne sociologiske, psykologiske og filosofiske emne.

Jeg tog fejl! Det er ikke nogen særlig fremragende bog (og det redder den ikke, at den er hjemkøbt i hardback!), springende og sniksnakkende. Kapitlet om  venskabets historiske udvikling en mulig undtagelse. Han henviser gentagne gange til forskningsresultater, uden at give specifikke referencer, hvilket, fra en akademisk vinkel, er grænseløst irriterende - omvendt forsøger han åbenlyst at levere andet og mere end rent snakketøj til lægmanden - og opnår ikke rigtigt at kunne stille nogle af målgrupperne tilfreds. Jeg vil dog levere eet citat fra bogen, som jeg bed mærke i, fra kapitelet “Den tid det tager”:

“De fleste venskaber kræver tosomhed for at overleve. De forudsætter, at vennerne mødes på tomandshånd - bare dem og ingen andre - for at dyrke det specielle, der ligger i, at netop disse to er venner.”

(side 123)

Denne betragtning er jeg overordentlig meget enig i og den er, formodentlig også een af de vigtigeste, hvis ikke den vigtigeste grund til at venskaber på tværs af kønnene, ofte kun med vanskelighed, overlever tiden hinsidens det punkt hvor een, eller begge deltagere i venskabet danner parforhold, af den simple grund at den eksklusivitet et venskab kræver meget ofte belægges med jalousi eller på anden måde giver anledning til uro i de omgivelser man ofte, og fuldkomment forståeligt, vælger at prioritere højere, eller tage mere hensyn til end et venskab med een af det modsatte køn. Jeg  ved hvad jeg taler om, for jeg har været der flere gange selv - både som den der måtte tage det nødvendige hensyn og som den, det nødvendige hensyn måtte gå ud over.

En anden forklaring jeg stødte på for nylig var i et speciale der havde venskab mellem voksne som tema, handlede om at ægte venskaber på tværs af kønnene besværliggøres af det forhold at mænd og kvinder overfor hinanden altid vil være i en eller anden form for on-stage tilstand; i præstations-mode, så at sige - en tilstand dikteret af seksualitet og biologi det ikke er muligt at ignorere, og som derfor i en eller anden forstand umuliggør den afslappede stemning der er eet af venskabets forudsætninger. Et postulat, der flere gange har fået mig til at spekulere over spørgsmålet om hvad der er den største byrde i menneskelivet; kulturen, som Freud formulerede det? Eller naturen - eller simpelthen kunsten at balancere mellem disse to ligeværdige virkeligheder - men det er selvfølgelig en helt anden snak, vi kan dele en anden dag.

  Et sted jeg desværre ikke kan huske hvor, mødte jeg et andet postulat; at ægte venskab mellem mænd og kvinder har størst chance for at udvikles der hvor kærligheden HAR raset ud - hvilket skulle betyde at dine ex-kærester skulle være dine potentielt bedste venner, hvis du leder efter et alternativ til veninderne eller kammersjukkerne.

Mange interessante betragtninger jeg er ved at dykke længere ind i litteraturen for at følge. Desværre kræver det lidt benarbejde, venskaber mellem mænd og kvinder er ikke eet af litteraturens mest hjemsøgte emner - hverken i psykologien, filosofien eller sociologien. Det ærger mig; men så kan man jo omvendt sige jeg bare kan gøre noget ved det selv!