Bogen “Den femte revolution” er skrevet af forfatter, journalist og biolog Lone Frank. udkommet 6. Sept. hos Gyldendal.
Gennem interviews med forskere der befinder sig i den absolutte front af hjerneforskningen gennemgås forskellige forskningsresultater, der alle handler om det samme enkle budskab: Hvad du er og hvad du gør, tænker og føler kan alt sammen ikke blot måles og affotograferes i din hjerne - det kan også påvirkes og forandres!
Bogens positive budskab består i den mulighed for selvindsigt, der ligger i denne viden og dermed med også muligheden for at påvirke sin egen menneskelige natur - specielt på de områder, hvor vores handlemåder og tilstande er uhensigtsmæssige, både for den enkelte og for samfundet sonm helhed. Diskussion af muligheden for disse indsigters mulighed for f.eks et mere retfærdigt retssystem, baseret på andet end hævn, foregår i bogens kapitel 9 og er efter min mening, bogens mest interessante.
I kapitel 2 må religionen (igen) stå for tur: Kan enhver form for religion ikke endegyldigt tilbagevises som purt opspind, når det i forsøg har vist sig at oplevelsen af guddommeligt nærhed kan fremprovokeres i hjernen ved hjælp af lidt magnetisk påvirkning af tindingslapperne?
I kapitel 3 præsenteres forskningsresultater der påviser moral, ikke som udfoldelse af menneskelig kultur, men som simple evolutionære bi-produkter af hvad der bedst sikrede artens overlevelse . Konsekvensen kan her være afvisning af “mave-fornemmelser” for hvad der er rigtigt og forkert og brug af skalkeskjulet “jeg er jo bare et menneske”. For hjernens mest grundliggende egenskab er dens plasticitet - dens evne til forandring, der findes således ingen undskyldning for ikke at gøre “det rigtige” - kun en udfordring i at beslutte hvad “det rigtige” er, for tilsyneladende opererer vi på et moralsk grundlag der ikke er blevet opdateret siden stenalderen.
Neuroforskningens inddragelse i og betydning for, så forskellige områder som politisk økonomi, jura, markedsføring, lykkeforskning eksemplicificerer på forskellig måde, nogle mere positivt end andre, hvordan hjernens grundliggende aktiviteter kan såvel aflæses som påvirkes og dette er absolut både meget vigtige og interessante emner, ikke mindst set i lyset af de muligheder for kommercielt misbrug der eksisterer.
Lone Frank skriver i et sprog hvor de fleste kan være med, selv om jeg personligt finder forfatterens hang til anvendelse af petitjournalistik som lim mellem præsentationerne af de videnskabelige resultater drønHAMRENDEirriterende.
På et eller andet plan spores endvidere snerten af naturvidenskabelig fundamentalisme ,f.eks. i formuleringer der anpriser biologien som er den eneste mulighed for menneskelig trancendens:
Dybest set handler det om, at neuroforskningen endelig lader os kigge så dybt i den menneskelige natur, at vi bliver i stand til at sætte os ud over den natur. At trancendere os selv.
At det for Lone Frank “er en ekstra dimention at få løftet motorhjelmen og blotlagt mekanikken, så man kan stirre lige ned i den” er fint - men at betragte det´ som den eneste mulighed for at trancendere selvet forekommer mig at være bare en andens slags fundamentalisme, her blot funderet i naturvidenskaben.
Det synes magtpåliggende for Lone Frank at påpege at vi ikke er mere end hvad vi kan måle og veje. Hun omtaler dette forhold som “et eksistentielt chock som skal absorberes i kulturen”
Man kan dog spørge om hjerneforskningens resultater nødvendigvis må føre til at forestillingen om at vi er “mere” end det der kan måles,vejes og indfanges af en MRI-scanning går op i røg?
Måske den simpelthen blot viser os hvad dette “mere” består af? Jeg føler hverken min sjæl eller eksistensen af mit selv truet af opløsning, selv om mine moralske domme eller min tendens til vinterdepression kan aflæses af mønstrene i min hjerneaktivitet - og præmissen hos Lone Frank om at den naturvidenskabelige og den religiøse tilgang til forståelse af verden, som så modsatrettede værdisystemer, at den enes eksistens ikke levner plads til den anden, opfatter jeg som en konsekvens af forfatterens noget stereotype opfattelse af hvad religiøsitet er - men det ændre ikke på det faktum, at denne bog er betydningsfuld læsning…
Jeg kunne også godt tænke mig at læse denne bog, hvis jeg en dag får tid.
Jeg har visse hjerneforskere mistænkt for, at fordi de har fundet nogle redskaber der kan sige en masse ting om vores kognitive apparat og dets processer (tanker, følelser, sansning), så begår de (nogle af dem) den meget almindelige hybris at påstå at alt vil kunne forklares af hjerneforskningen. At alt vil kunne reduceres til processer i hjernen. Det er indlysende forkert, og man behøver ikke en gang henvise til religiøse eller transcendentale størrelser.
Prøv at finde hvor i hjernen et kommunalvalg ligger. Det er ikke en fysisk genstand, men den er heller ikke mental. Den er social og juridisk politisk. Hjerneforskningen vil aldrig kunne forklare et kommunalvalg. Eller afklare etiske spørgsmål. Eller tolke et æstetisk værk. Eller definere begreber. Det kræver alle mulige andre synsvinkler.
Jeg ved ikke hvor langt Lone Frank går i den retning - jeg håber at hun godt kan se at hjerneforskningen måske kan kortlægge vores kognition (tanke/sansning/følelser), men at kognition ikke er alt. Hvad siger du Dyveke, hvor langt går Lone Frank?
Jeg har tidligere haft en lang og opslidende debat med en hjerneforsker, der hårdnakket påstod at hjerneforskningen principielt kunne erstatte alle andre faglige discipliner - at det blot (foreløbigt) er lettere at bruge de traditionelle metoder. Han påstod også at det var den almindelige holdning blandt hjerneforskere:
http://www.groveloejer.dk/detspekulativeoere/2006/08/et_kys_er_mere_end_udveksling.html
I min (min!) udlægning er Lone Frank helt derude, hvor jeg som lægmand desværre ikke kan tillade mig at påstå hun ikke ved hvad hun taler om, selv om jeg har lyst til det, for det har jeg ikke fagligheden til at kunne argumentere for, desværre - Jeg kan dårligt huske om det hedder positivisme eller reduktionisme - jeg kalder hende selv videnskabsfundamentalist, for hvad hun gør er jo, at afvise eksistensen af andre forståelses- og fortolkningsuniverser end det naturvidenskabenlige, samtidig med hun underkender (ignorerer?) eksistensen af andre alternativer til den naturvidenskabelige menneskeforståelse end fundamentalistisk religiøsitet.
Hun mener neurologien vil give os en fuldkommen frisætning fra forestillinger om sjæl eller selv - at naturvidenskaben leverer en mulighed for trancendens som intet andet under den blå himmel, i hvert fald i hendes optik, tilsyneladende kan leverer:
“Selvfølgelig kan der indimellem hentes brugbare sandheder og livsforandrende indsigter i både kunsten og psykologien, men der er en ekstra dimension i at få løftet motorhjelmen og blotlagt mekanikken, så man kan stirre lige ned i den” (Den femte revolution side 298)
Hun end ikke nævner filosofien som kilde til selvrefleksion eller trancendens..og læg i øvrigt så lige mærke til placeringen af det “indimellem” - store armbevægelser skorter det sandelig ikke på.