Jeg er, meget langsomt, i gang med at læse “Følelser og kognition”, jeg tidligere har omtalt på bloggen.
“Denne nye viden for første gang på dansk pærsenteret for ikke-specialister” står der på bagflappen - men tag ikke fejl, dette ER, omend ikke videnskabelig primær-litteratur, så videnskabelighed i en absolut tung indpakning - rent formidlingsmæssigt - det tager sin tid for en lægmand at gnave sig igennem - både vilje og interesse til trods.
Kapitel 9 handler om følelsernes andel i dannelsen af æstetiske oplevelser og det forhold at vi reagerer på kunst som på alle andre repræsentationer med emotioner, der dybest set skal sikre os vores biologiske overlevelse.
Det ER faktisk meget enkelt; alle sansemæssige input tillægges værdi i forhold til organismen behov: VAND er godt, når man har tørst - og har organismen først lagt den erfaring på lager, tillægges VAND en permanent værdi af “godt” og efterfølgende møder med VAND vil føles godt - mere subtilt når vandet ikke optræder som sig selv, men som en repræsentation af VAND, f.eks. i et kunstværk, der visuelt, auditivt eller sprogligt er en repræsentation af det livsgivende-og-der-for-godt-for-mig VAND - med andre ord, vores oplevelse af skønhed, det æstetiske er linket til organismens basale følelsessystem; det føles godt, når vi er i situationer der sikre vor organismes overlevelse, det føles skidt når vi er i situationer der truer den.
I kapitlet gennemgås forskellige forskningsprojekter, bl.a.hjerneaktiviteten under aflæsning af ansigters skønhed hos forsøgspersoner og hjerneaktivitet hos forsøgspersoner under lytning til henholdsvis disosonant og konsonant musik - det er ikke de samme hjerneområder der aktiveres. Een af pointerne i forhold til dette er bla. at eksperter indenfor et område har anderledes hjerneaktivitet i en æstetisk bedømmelsessituation end lægmand.
Som jeg fatter de konkluderende bemærkninger, kan kunst - på et forfinet plan siges at være en repræsentation af organismens møde med biologisk essensielle situationer: Kunst får igennem nogle greb og omveje hjernen til at opleve grundliggende følelser såsom glæde, sorg, afsky. Æstetiske præferencer eller slet og ret fornemmelsen for at dette kunstværk, dette stykke musik er smukt, bliver da helt grundliggende et udtryk for en godt-for-min-organisme-oplevelse.
Meget populært-forklarende, hvilket I sikkert vil undskylde, men bind selv an med læsningen. Det er noget af en mundfuld for en lægmand, til gengæld kan man næste FØLE ens hjerne bygge nye erkendelsesbroer mens man langsomt gnaver sig igennem!
Interessant. Problemet er bare tit med den slags teorier at de aldrig når længere end til lyst-ulyst eller afledninger heraf.
Det fantastiske ved kunsten er at den er i stand til at udtrykke yderst komplekse følelsesstrukturer og -paradokser; langt flere end vi er i stand til at gribe i én erfaring.
Derfor må man langt ud over det biologisk essentielle for for alvor at nå kunstens udtryk.
I forlængelse af Torben Sangilds kommentar kunne man også pege på det forhold, at oplevelsen af dissonans - som du selv nævner i forbindelse med måling af hjerneaktivitet - synes at være kulturelt betinget. Således opfattedes en del af barokkens værker dengang for nogle hundrede år siden som ret dissonantiske, hvad de kun gør af få i dag. Tværtimod mener mange i dag, at barokkens værker er de af den klassiske musiks frembringelser, som er mest “rock n’ roll”, mest ligefremme, harmoniske og meget melodiøse.
Rigtignok må man altså nok vare sig med ikke at gå for vidt i sin iver efter at spore kunstens biologiske pol - man må have de (kultur)historiske dynamikker med.