Jeg lytter til Coldplay - ikke det nye album, som jeg elles har tærsket igennem siden den udkom. Jeg er på Parachutes - helt præcist er det Don’t Panic der er på repeat. Jeg kan snildt tage 30 gennemspilninger, mens jeg sidder og stirrer ud i trækronerne gennem mit vindue og prøver at få nogle ordkonstruktioner til at makke ret. 5 - 7 - 5. Jeg elsker det nummer - jeg får vidunderlige landskaber i kroppen!
I den senere tid har jeg i det store og hele mistet lysten til prosa-blogging; der flyder kun haiko’ er og sangtekster i hovedet på mig - og fra i går af, også en irriterende sommerforkølelse med hele porteføljen; hovedpine, feber, snot. Jeg kan passende bruge dén som undskyldning for at være kørt fast i Jørgen Leths “Det uperfekte menneske 2 - Guldet på havets bund” - jeg har ellers gjort en seriøs indsats for ikke at lade mig bide over af mine fordomme hvad angår dén mand; har endda lært at sætte pris på (især) hans (erotiske) digte - men hans prosa imponererer mig fortsat ikke:
“Jeg ønsker ikke, at dette kapitel skal ligne en trofæliste, for jeg betragter ikke mine elskerinder og kærester og koner og veninder som trofæer, men mere som vigtige partnere i et liv der hele tiden har været i bevægelse” (Guldet på havets bund side. 29)
Men det er det jo, selvfølgelig er det det. Jeg kom til at bruge betegnelsen “namedropping” om førstedelen, som jeg droppede at læse færdig (kunne ikke engang holde mig vågen til historien om kokkens datter); Det er det samme her, nogle gange i så udtalt grad, at man skulle tro Leths hele eksistens afhang af at få alle de forbandede navne med han har strejfet i sit liv, i bogen - mere end følelsen af dem der vitterlig betød noget. Når den elskede har nyt navn på hver halve side - begynder overbærenheden overfor superlativerne at brede sig. Af en mand der værdsætter en kvinde der kan fastholde et blik har han forbløffende svært ved at blive hængende længe nok og , i forhold til sin læser, lade øjeblikket tage den tid det tager.
Jeg er et personligt menneske, det nager mig ikke i mindste smule, jeg muligvis ikke har sans for det Leth´ske prosaguld. Jørgen Leth i prosaform er mig en ulidelig læseoplevelse, and that’s what counts! Til gengæld kan jeg godt LIDE fornemmelsen af Jørgen Leth som en ulidelig læseoplevelse - Så jeg bliver muligvis nok blive færdig med denne her.
Det må være anmeldelse nok!
