Rablende dvælen [Ikke rigtig nogen anmeldelse af Guldet på havets bund II]

 

Læste Guldet på havets bund (det uperfekte menneske 2)  færdig på vej hjem fra Nordsjælland.

Rablende dvælen. Der var dén! Skal ikke udlægges, enten er du med eller ikke, og i tilfældet af sidste, er det ikke noget du skal bekymre dig om.

 

Er alt hvad jeg lever, da et materiale jeg må bruge?

Dette er mit liv, jeg er i gang med at leve det.

 Jeg skriver om det, mens jeg lever det.

                                        (Guldet på havets bund, s.415)

Jeg ved ikke hvorfor, men det eneste jeg kunne komme i tanke om, mens jeg læste disse bogens sidste ord var, at et passende litterært benspænd kunne være at forbyde ham at genbruge sit materiale - og dermed tvinge ham til at skrive om noget andet end sig selv. Eller endnu bedre, at tvinge ham til at skrive om sig selv - men forbyde ham at udlægge..

Jeg brød mig i særdeleshed ikke om kapitlet om samarbejdet med Mader, dén form for ærlighed har intet med hudløshed at gøre og har i min bog ingen som helst kunsterisk berettigelse.. Hvilket uden tvivl kan udlægges som en eklatant manglende fornemmelse for det nogen betragter som hans yppige geni - på samme måde som jeg er totalt døvstum overfor franske vine, om end noget af en retoriker i forhold til engelsk  og dansk cider-bryg. 

I eet eneste punkt nåede ham mig dog rentonet - Een af hans overskrifter [og dens indhold] genkendte jeg øjblikkelig, fordi jeg selv anvendte den sidste år i en novelle - heldigvis skrevet før hans guld udkom. Det havde jeg ikke ventet; Leth og jeg enig om noget som helst og så så præcist enige. Forbløffende, men betryggende nok sikkert aldeles forbigående.

 Han fik mig næsten til at skrive en haiko, men jeg endte hele tiden på otte stavelser og droppede det, men jeg er færdig med bogen, så jeg har vel fået rimeligt meget ud af ham; Især fordi jeg stadig synes han er irriterende.

Dixi!