Jeg har tidligere på bloggen, temmeligt indgående, diskuteret forskellen på venskaber og bekendtskaber. Jeg vil ikke gentage mig selv. Du kan læse op her.
De færreste venskaber falder ned som tofarvet flagdug fra den klare himmel over krigsmarken, men udvikler sig støt i ro og mag. Men, med mindre man bevæger sig gennem livet i en konstant tilstand af stringent omverdensanalyse, er det nok sjældent man præcist lægger mærke til hvornår man flytter en relation over kridtstregen og gør et bekendtskab til et venskab, som regel lægger man først mærke til det bagefter…
Det er, imidlertid, klart noget man får til at ske, og ikke noget der sker af sig selv - bekendte mødes ikke bare for at mødes og nyde hinandens selskab [selv om det, naturligvis overhovedet ikke udelukker de gør dét også] - bekendte råber i forbifarten efter hinanden “vi må ses..” i betydningen, når en passende anledning stikker næsen frem. Venskabet insisterer på at mødes, vil mødes og skaber sin egne anledninger til at gøre det, og som hovedregl uden at gøre noget videre ud af det. Når først vi har passeret kridtstregen er anledninger unødvendige, vi mødes med indlysende selvfølgelighed.
Jeg har tænkt lidt nærmere over dén bevægelse henimod kridtstregen og hen over den. Det sker ikke altid, selv om man pragmatisk betragtet, står så tæt på stregen, at man har kridtstøv på skosnuderne - Det kan der være mange, og mange gode grunde til, at man vælge ikke at lade et bekendtdskab, der egentlig “har det i sig” udvikle sig til venskab.
At vælge til ven, kan naturligvis foregå på mange niveauer, der findes lige så mange former for venskaber som der findes mennesker til at forestille sig dem - ikke alle venskaber er en emotionelt og fysisk gensidigt forpligtende omsorgskontrakt (ret og pligt til assistance ved såvel emotionel krise, økonomisk trængsel, samt ikke at forglemme fysiske FLYTNINGER!) - men noget er fælles, noget betydningsfyldt:
Når vi søger hinanden for at udveksle vores tanker, meninger, følelser eller bekymringer, ikke kun når vi benytter os af en given opstået lejlighed til at gøre det. Når udvekslingen sker i gensidig tryg forvisning om, at hele os er velkomne; både vores glæder, vores begejstringer, vores vrede og vores tristesse - uden at det nødvendigvis betyder vi benytter os af det - men at vi ved, at vi kan gøre det, når vi føler os selv intuitivt forstået, men ikke nødvendigvis altid billiget, når vi genkender, men santidig forundres glædeligt, fordi den anden er anderledes, men ikke så meget at vi skal anstrenge os for at forstå - så er vi gået over kridtstregen..
Det er nemt, i nyfalden begejstring over et menneske, at erklære det ven - Det er det selvfølgelig ikke, det er bare begejstring og meget lig det at være forelsket, det går over - og bør, i min optik, give lige så lidt anledning til at sige “vi er venner”, som til at sige “jeg elsker dig” fordi man er forelsket - de to tilstande har, som bekendt(!) uendeligt lidt med hinanden at gøre.
Over kridtstregen går man aldrig alene.
