Pigen fra verdens ende

Jeg skriver på en novelle. det gør jeg tit uden at skrive om det på bloggen, men denne her gang har jeg brug for et ekstra piskesmeld over selvdiciplinen der kan få mig til at gøre den færdig inden efterårssemesteret begynder - når først vi har passeret den 1. September går jeg i fag-mode og så er det slut for i år med den skønlitterære produktion - og jeg vil være færdig.. Nu sikre jeg mig stikpillerne omsorgsfuldt vil lande i inboxen:

Får du skrevet noget, Dyveke?

Novellen hedder Pigen fra verdens ende - det er genbrug fra en roman jeg skrottede sidste år, fordi jeg indså den aldrig ville blive andet end en skriveøvelse. Godt det samme, for titlen passer meget bedre til denne historie, der i høj grad handler om dén sidste og ubønhørlige deadline - og dét man pludselig kan indse man gerne ville have gjort, hvis det have kunnet være anderledes; og om en pige der står dér - ved verdens ende.

Min hovedperson sidder på en bænk og møder een der, for det første forærer hende muligheden for overhovedet at formulere det der kunne have været anderledes, og for det andet forærer hende muligheden for smagen af det anderledes liv, hun ikke valgte - eller også er det ham der er hovedpersonen og ham der får foræret smagen af et anderledes liv - måske er det smagen af et anderledes liv der er hovedpersonen, måske er der slet ingen hovedperson, men kun en historie om en bænk og to mennesker der sad på den og tilfældigt faldt i snak, fordi de læste den samme bog…

I øjeblikket svæver jeg lidt omkring dem, som de sidder der på bænker og taler sammen - tiden står lidt stille, mens jeg zoomer ind på måden de har arrangeret sig - hvordan deres blikke løber mod hinanden. I går stod jeg under bruserne og førte een af deres samtaler, der var så interessant at jeg drønede stadig dryppende ind til computeren for at få skrevet den ned - og selvfølgelig aldeles ignorerede  jeg havde lovet mig selv jeg skulle lave husarbejde, fordi ældste og yngste var lykkeligt andetsteds, og jeg, uden brok og indvendinger, kunne sætte hele lejligheden op på køkkenbordet og få vasket gulvene..

Nogengange er jeg sgu værre end Holger nogesinde var, når det gælder det der med støvsugeren - men her til morgen bed jeg alligevel i det sure æble; Selv strygetøjsbunken er [for en kort stund] udryddet…

De der livslange underholdslegater fra Statens Kunstfond synes jeg godt de kunne udvidde med en pulje for os amatør-litterater: Jeg er ikke grådig; en rengøringshjælp ville kunne gøre underværker for min kunsteriske udvikling!!!

Beirut - The flying club cup

 

Musikpusheren har fået assistance fra Holstebro, der for et par timer siden sendte mig et link til Beirut nummeret In the Mausoleum  på Youtube - Jeg downloadede omgående hele albummet The flying club cup og Herre Jemini - igen en niche af vidunderlig lyd, jeg aldrig ville have fundet af mig selv, mens jeg sidder og arbejder..

Tak, Henning

At tro på at tro II [I don't believe in love..]

Hvad tror du på? På noget?

Tror du på at tro?

Er det din tro, ikke at tro på noget som helst?

Hvad er tro?

“Tavsheden om dét hvorom der intet kan siges?”

“Dem som ved - tier og dem som taler ved intet”

 Det første jeg troede på var kærligheden. 

Størst af alt er kærligheden, siger de. Så du går efter den; de siger jo, at den findes, at den er, at det blot gælder om at jage ihærdigt nok. Tro nok. Og det gør man så, fordi man tror på det - selv når det mislykkes bliver man ved, fordi man stadig tror på det. Jeg var en fortvivlet kærlighedsfundamentalist: Hvordan kan man tro så meget og alligevel ikke mærke nåden, for mig var der ingen nåde i troen på kærligheden, kun smerte og fortvivlelse over aldrig at slå til..

En dag holdt jeg op med at tro på kærligheden. Det gav fred, udfrielse, lettelse… hvor blev jeg dog let..

At elske eller blive elsket, er ikke nødvendigvis dét et menneske er bedst til - det er ikke dét jeg er bedst til. Jeg er bedst til noget andet - at gøre det andet, som jeg er så langt bedre til, gør mig lykkelig, som kærligheden aldrig har gjort mig lykkelig.

 Jeg tror ikke længere på kærligheden. Det betyder ikke jeg ikke længere længes efter kærligheden – jeg længes – men jeg tror ikke på den og forfølger den ikke.

 Konsekvensen af, ikke at tro på kærligheden er ensomhed. En næsegrus, massiv ensomhed, der intet findes der kan splintre. Først stirrede jeg på den, som den fjende jeg har lært den er. Så tog jeg den til mig. Jeg tror på ensomheden. Ensomheden er min nådegave; alene i mit ensomme rum mærker jeg mig selv for det jeg virkelig er og mærker jeg er i stand til at bære det. Jeg tåler ensomheden, jeg mere end tåler ensomheden; ensomheden lutrer mig og driver mig til at gøre det jeg gør godt endnu bedre.

 Kærligheden bar ikke. Jeg gør.

Ensomheden er måske min tro. Måske tror jeg på ensomheden – måske har jeg blot omsider hengivet mig til troen på mig selv og erkendelsen af, at  jeg kan gøre ting for mig selv, intet andet menneske kan gøre; Hin enkelte er denne enkelte…

[Hvilken vederstyggelig blasfemisk selvtilstrækkelighed]

Kan man stadig være et menneske og besidde den slags følelser?

Det skulle jeg mene, jeg er her jo – jeg holder af mennesker og mennesker holder af mig. Min ensomhed er af den gæstfri slags – jeg kan bære at lade mennesker vandre igennem den, også selvom dens kanter brænder endnu stærkere, mens de passerer – jeg undsiger ikke glæden eller nydelsen over en smuk mand, men lader ham gerne sive igennem mine sanser. Jeg slår ikke blikket ned, tværtimod - når du holder op med at håbe på at finde noget bestemt, begynder du for alvor oprigtigt, at se ansigtet foran dig.

Jeg er en elendig elskede. Jeg bærer ingen, uden mig selv, men jeg ser dem der tør blive set og skjuler mig ikke; jeg er ikke den væste ven..

Alt, måske især ensomheden er, netop i lyset af Nørretranders baghånd; bærbar – jeg er her jo; et resultat af millioner af overlevende generationer; og jeg har klaret mig hidtil og står der ingen ved min side til at nyde udsigten sammen med mig, er udsigten dog stadig smuk og jeg er til og giver derfor mening..

 

 

 

At tro på at tro I [Anmeldelse]

Jeg har netop læst Tor Nørretranders At tro på at tro. Det var på anbefaling og min anbefaler skal jeg nok huske at sige tak til . Det var en bog der gav mening og gjorde indtryk…

  

Bogens essens kan, formuleret i ganske få ord, siges at være en redegørelse på forskellen i at tro på noget – og at tro overhovedet, i betydningen at have tillid til og kaste sig ud i det usigelige at føle, intuitivt og inderligt at noget er, på trods af, at vi objektivt set intet som helst kan vide om det..

 

 Bogen indeholder et hav af interessante og meningsfulde diskussioner: F.eks. en diskussion om hvorfor meget religiøsitet i dag forkramper sig i fundamentalisme, hvordan altruisme eller næstekærlig handlen kan udlægges med baggrund i biologiske og evolutionspsykologisk teori - uden at inddrage Gud som andet end et udtryk for menneskehedens mistillid til sin egen evne til ville hinanden.:

Vi er jo, helt grundlæggende og in short, et resultat af at to mennesker ville hinanden [uanset hvor kort den vilje til at ville hinanden i øvrigt rakte]: Vi behøver jo ingen Gud for at ville ville hinanden – men vi griber undertiden til ham som symbol på at det er det vi vil: hinanden…

 

Det er en abstraktion at opfatte mennesket som isoleret. Vi er til for hinanden og gennem hinanden. Vi er rettet mod hinanden, rent biologisk og vores vilje til at samarbejde og gøre gode gerninger er udviklet gennem en logik, der handler om at gøre et godt indtryk på andre mennesker.

(Nørretranders, At tro på at tro, s 151)

 

Det eneste kapitel jeg måtte give lidt op overfor var kapitlet livssyn, hvor Nørretranders nærmest synes at forudsætte sin læsers nære kendskab til danske filosoffer – i hvert fald, oplevede jeg, i dette kapitel, at den ellers enkle og stringente fremlæggelse veg for en noget kompleks lag på lag diskussion.

 

 

Der kan jo skrives tykke bøger om dét man aldrig har fået læst; og jeg erkender dette er den første bog af Tor Nørretranders jeg har stiftet bekendtskab med. Det bliver næppe den sidste. Jeg sætter personligt uendelig pris på en forfatter der, på basis af et enkelt [og dermed smukt] sprogbrug formår at bygge nye erkendelsesbroer. Således skriver Nørretranders om baghånden som alternativ til et forsyn:

 

Vi er her endnu. Vi er resultatet af milliarder af års biologisk udvikling, der har skabt os med fordøjelse, blodtryksregulering, altruistiske tilbøjeligheder […]. Vi er hver især det yderste eller næstyderste led i en kæde af ubrudt overlevelse gennem milliarder af år.

(Nørretranders, At tro på at tro, s 221)

Med andre ord: Hvis man ikke kan finde mening i at tro på et forsyn, en Gud, og dog har længsel efter og viljen til at tro på at tro i sig, kan vi hengive os til troen på at vi nok skal klare det – for vi står her, på denne jord, i dette øjeblik, med dette liv, fordi ”overlever på overlever på overlever” i millioner af generationer før os gjorde det samme: Klarede sig..

Cash..

 

Forleden begyndte jeg på en større Johnny Cash Retour - det er musik langt borte fra Keane, Travis, Coldplay,Nephew et al [og senest Miss Winehouse].  som ellers er topafspillerne i mit musikbibliotek. Det er ikke altid rejsen til de musikalske by-goners er turen værd. Men Cash kunne klart bære genhøret. Vi havde kun een indspilning med ham hjemme, da jeg barn; min fars kasettebånd med koncerten fra San Quentin fængslet - jeg var specielt bjergtaget af baggrundlyden: De hidsende tilråb fra fangerne, når han sang, hans mørke stemme og den koleriske brug af elektriske guitar anslag.

En vred mand.

Jeg har ikke noget imod den yngre, lette Cash, selv om det er popfyld [i country genren] - men det er klart numre som Hurt, der får mig til vende tilbage til ham, ind i mellem:

En mand der synger kærlighedssange til sin kone.

En mand der gør ondt.

http://www.youtube.com/watch?v=SmVAWKfJ4Go

http://www.youtube.com/watch?v=1zgja26eNeY&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=k7K4jH7NqUw&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=Y2iv_E-Fn9E&feature=related

The truthfull biography of a fictitous lady

Poetry, I’m not lost

need no knight

but you

you come to my resuce

fall with me

when I

fall

through the night

save me

when I freeze

in the grey

my safe crust

on the hurt

making my anger, rainbows and lust

slip through the pose

of being prose 

we make them

lies

come home

to stay

true,

Poetry

Hatefull poetry

It could be

that it’s me

though I try to be

wrong

just baring  my hatefull poetry

slipping words off my shoulders

I think it might be

me

though I try to be

wrong

looking at it, trying

to see

nothing

faking the quire:

it cannot be caught

cannot be sought

I’m high flying low

I move on, I move, I go

baring my hatefull poetry

doing what I do best

and doing it

so

The music librarian [musik pusheren]

Jeg har stablet en ny kategori på benene: The music librarian. Jeg aspirerer ellers ikke til denne fortrinelige stillingsbetegnelse, men har i løbet af det sidste [cirka] trekvarte årstid, sammen med en god ven, været indvolveret i et meget befordrende musikudvekslingsprogram, der nu nærmest har gjort det til en vane, at være  åben,modtagelig og aktivt opsøgende i forhold til nye og andre lyde end dem man ikke kan undgå at snuble over: Kategorien er derfor helliget  den musikalske pusherolle!

Cat Stevens  greatest hits var en del af indholdet i barndommens LP-bunke og for et stykke tid siden gjorde min egen musikbibliotekar mig opmærksom på at han faktisk var musikalsk aktiv igen, efter helt at have forladt musikscenen. Jeg holder meget af Cat Stevens; Autentisk halvfjerserfed og folky:

http://www.youtube.com/watch?v=DHXpnZi9Hzs Wild world.

http://www.youtube.com/watch?v=7sjSHazjrWg&feature=related Peace train.

Cat Stevens’ kunsternavn er idag Yusuf og hans musikalske profil har antaget religiøse toner. Hans album

an other cup indeholder nogle meget smukke numre, herunder The beloved:

http://www.youtube.com/watch?v=MshbaZqjDm4

Dyveke deltager i “Ord under himlen 2008″

Ord under himlen 2008 er et poesi [et al] arrangement i Kongens Have den 30 August 2008 fra kl. 13.00-16.30.  Du kan læse alt om det på arrangementets blog.

Klokken 6.00 i morges kendte jeg overhovedet ikke noget til det - men er ens blog ikke godt for andet, så kan man risikere at blive headhuntet [eller bondefanget] til de mest utrolige ting - for jeg fik en mail fra een af arrangørerne, om ikke jeg havde lyst til at være med, og læse op af mine tekster..

Det vil jeg ikke sige, lige ville være faldet mig ind af mig selv - men efter at være blevet tilheppet af kollegaerne på [det ene] job[bet] og have tænkt lidt over sagerne har jeg sagt ja: Det skal da prøves, selvfølgelig skal det det!

Så , altså, mine damer, herrer og kære faste læsere; Dyveke live i Kongens Have den 30 August - iført haiko’ er og mit sædvanlige skånselsløse blik skulle jeg være nem at gekende i mængden. Der skulle blive nok at lytte til, ca 100 tilmeldte oplæsere, gravede og grønskollinger [like I] imellem hinanden..

Perfect Symmetry coming up… [Keane]

Vi er nogen der har ventet længe - men Keanes trejde album  Perfect Symmetry er nu på trapperne nær nok til at et gratis nummer  Spiralling  kan downloades fra bandets website.  Lydsiden er ikke helt som jeg forventede. Men med Coldplays seneste, frisk i musikhorisonten, tænkte jeg efter et par gennemspilninger, det tilsyneladende ligger i tiden med de her meget pompøse lydkonstruktioner  på en marengsbund af desperat undertone [selv om nogen sikkert vil sige nummeret mest af alt lyder som et fiserpop plagiat, men det var nu ret beset også et vintage-sekel hvad pop angår]….

I’m waiting
For my moment to come
I’m waiting
For the movie to begin
I’m waiting
For a revelation
I’m waiting for someone
To count me in

Cos now
I only see my dreams
In everything I touch
Feel their cold hands on
Everything that I love
Cold like some
Magnificant skyline
Out of my reach
But always
In my eyeline now

We’re tumbling down
We’re spiralling
Tied up to the ground
We’re spiralling

I fashioned you
From jewels and stone
I made you
In the image of myself
I gave you
Everything you wanted
So you would never know
Anything else

But everytime
I reach for you
You slip
Through my fingers
Into cold sunlight
Laughing at the things
That I had planned
The map of my world gets
Smaller as I sit here
Pulling at the loose
Threads now

We’re tumbling down
We’re spiralling
Tied up to the ground
We’re spiralling
When we fall in love
We’re just falling
In love with ourselves
We’re spiralling

Did you wanna be a winner?
Did you wanna be an icon?
Did you wanna be famous?
Did you wanna be the president?
Did you wanna start a war?
Did you wanna have a family?
Did you wanna be in love?
Did you wanna be in love?

I never saw the light
I never saw the light
I waited up all night
But I never saw the light

When we fall in love
We’re just falling
In love with ourselves
We’re spiralling
We’re tumbling down
We’re spiralling
Tied up to the ground
We’re spiralling

(lyrics copy-pasted fra Elyricsworld.com )