Gensyn med en gammel ven
Nogle mennesker mødes og skilles man med, uden nærmere eftertanke; andre efterlader man med fortrydelse, men med en erkendelse af, at man aldrig rigtigt nåede det punkt sammen med dem, hvor man var i stand til at tage dem med videre i resten af livet.
Med dig har jeg altid haft det sådan, at vi, med en nærmest tvingende form for nødvendighed, før eller siden måtte mødes igen - det forekom mig usandsynligt andet: Et andet menneske kan umuligt fylde så meget for een og så blot forsvinde for altid. Selv om det tilsyneladende skulle være sådan i meget lang tid, at vi hver især var optaget af alt mulig andet end noget der bare tilnærmelsesvist kunne føre til vi sås igen, så ville intet nogensinde havde overrasket mig mindre end at møde dig omkring hvilketsomhelst næste gadehjørne.
Men da det endelig skete var det slet ikke dig, men jeg selv, der kom omkring gadehjørnet, og dig der genkendte mig og slet ikke omvendt som jeg altid havde forestillet mig det. Og det var dig, og slet ikke jeg selv, der smilede og tålmodigt ventede, mens jeg prøvede at placere dit ansigt og dig og slet ikke jeg selv der sagde som jeg altid havde troet det ville være mig der ville gøre:
Du ligner dig selv - men det vidste jeg du ville - du har ikke forandret dig spor, kom og lad os dele 30 minutter over en kop kaffe, fortæl mig hvad du har lavet siden sidst [de sidste forfærdende mange år] fortæl mig om dem du elskede og holdt op med at elske og dem du elsker stadig, dem du stadig håber på, så vil jeg fortælle om mig selv, og dem jeg elskede, elsker og stadig håber på at elske.
Og eet eller andet sted undervejs, over kaffen, kold eller dampende, stirrer vi på hinanden og spekulerer over hvordan man kan holde så meget af et menneske bare for at være i live.
